Klassisk lægning af kalksten

Du har sikkert set lægningen før. Aflange stenfliser i rækker, der skifter mellem smalt og bredt, med samlinger, der forskydes fra række til række. Måske har du lagt mærke til gulvets rolige rytme uden at tænke over, hvad der skaber den.

Det er den helhed, vi kalder klassisk lægning. Med Bricmates granitkeramik i 30×60 og det nye format 20×60 cm kan du skabe den samme følelse, med inspiration fra ældre kalkstensgulve. Her fortæller vi om traditionen bag og om, hvordan du får de to formater til at danne en helhed.

Rødder i kalkstenens tradition

Kalksten har en lang historie som gulvmateriale i Sverige. Fra renæssancen blev slebne kalkstensfliser mere almindelige, og i 1600- og 1700-tallet blev stenen blandt andet brugt i forstuer, trappeopgange og stensale. Flisernes bearbejdning og lægning gav gulvene forskellige udtryk, fra enkle rækker til geometriske mønstre.

Den ølandske kalksten fandt også vej langt uden for Sverige. Gulve i flere af Christopher Wrens bygninger i London, blandt andet St. Paul's Cathedral, der blev bygget efter branden i 1666, er lagt med kalksten fra Öland. Det er et eksempel på kalkstenens udbredelse og betydning som byggemateriale.

Med tiden blev tyndere kalkstensfliser i faldende længder mere og mere almindelige. Her har stenene samme bredde inden for hver række, men varierende længde. Samlingerne forskydes mellem rækkerne og giver gulvet en afvekslende rytme. Den tradition inspirerer vores klassiske lægning med 20×60 og 30×60 cm. Bricmates formater har altså en interessant parallel til det ældre målesystem: 60 cm ligger tæt på en svensk alen, mens 30 og 20 cm svarer til omtrent en halv og en tredjedel alen.

Venstre: Kongetrappen på Kalmar Slot, en hvælvet gang med kalkstensgulv.
Højre: Stenbrud i Horn på Öland, 1937. Herfra kommer den ølandske kalksten.
Billeder: Kalmar läns museum

Da gulvet blev målt i alen

Længe før nutidens centimeter og standardformater blev stenfliser målt i alen og dele af alen. Den svenske alen svarede til omtrent 59,4 cm – tæt på længden af nutidens 60-centimeters fliser.

Også betegnelserne for gulvfliser fortæller om deres historie. På ældre dansk blev firkantede gulvfliser kaldt astrak eller astrag, især dem af brændt og glaseret ler. Svenske kalkstensfliser blev ofte fremstillet i mål, der svarede til en alen eller dele af en alen. De blev lagt tæt op ad hinanden med tynde fuger. Uanset materiale var det formatet og fugen, der gav gulvet dets udtryk.

To formater, der skaber helheden

Den klassiske lægning kombinerer 20×60 og 30×60 cm i parallelle rækker med forskellig bredde og forskudte samlinger. I vores mønsterhåndbog kaldes lægningen radförband.

De smalle rækker giver tættere linjer, mens de brede skaber større felter til flisernes mønster og farvenuancer. Når samlingerne forskydes, brydes de tværgående linjer, samtidig med at gulvets længderetning bevares. Det er kombinationen af de to formater, der giver lægningen dens særlige udtryk.

Sådan skaber du lægningen

Skift mellem en række 20×60 og en række 30×60 for en jævn veksling mellem smalt og bredt. Forskyd samlingerne mellem rækkerne, og planlæg forskydningen sammen med fliselæggeren ud fra flisernes lægningsanvisninger. Tag også højde for de faktiske flisemål og fugebredden.

Når smalle og brede rækker veksler over samme længde, bliver fordelingen omtrent 40 procent 20×60 og 60 procent 30×60, regnet i areal. For et gulv på 10 m² svarer det til cirka 4 m² 20×60 og 6 m² 30×60, før spild. Tilpas bestillingen efter rummets form, tilskæringer og pakningsstørrelser.

Læg gerne et mindre område på prøve først. Så er det lettere at vurdere retningen, forskydningen og hvordan flisernes nuancer fungerer sammen.

Vælg serie og overflade

Formatet 20×60 findes med mat overflade i alle serier undtagen Quartzit. I Limestone Select kan du også vælge den slebne overflade Honed.

Vælg 20×60 og 30×60 i samme serie og farve for et sammenhængende udtryk. Limestone Select Classic er et eksempel, hvor vekslingen mellem formaterne spiller sammen med flisernes nuancer. Samme overfladefinish giver et ensartet udtryk, mens en kombination af Matt og Honed lader forskellen i lysrefleksion blive en del af mønstret.

Lad fugen blive en del af mønstret

En fuge tæt på flisens farve lader stenens nuancer træde frem og holder fladen samlet. En kontrasterende fuge fremhæver flisernes konturer og gør lægningen tydeligere. Læg nogle fliser ud, og sammenlign fugeprøver, før du beslutter dig.

Opdag flere lægningsmønstre

Flere mønstre og mere inspiration finder du i vores Pattern Guide. Vil du fordybe dig i mønsterlægningens historie og muligheder, kan du finde mønsterhåndbogen hos din Bricmate-forhandler.